Symptomer på knoglemetastaser
Det første symptom på knoglemetastaser er som regel smerter i knoglen. Andre symptomer kan være, at man føler sig syg, rygsmerter og træthed. I sjældne tilfælde kan der opstå et knoglebrud i en knoglemetastase.
Hvilke smerter kan knoglemetastaser give?
Første symptom på knoglemetastaser er ofte en konstant borrende smerte i den syge knogle.
Smerter i knoglerne kan gøre:
- At det er svært at sove
- At det er vanskeligt at bevæge sig
- At man har en øm hævelse af knoglen
Hvis man har knoglemetastaser, vil man i begyndelsen mærke intense knoglesmerter. Senere kan der opstå komplikationer til metastaserne, f.eks. knoglebrud og sammenfald af rygsøjlen med på nerver og rygmarv.
Knoglemetastaser kan give knoglebrud
Knoglemetastaser kan svække knoglerne, fordi kræftcellerne producerer stoffer, der nedbryder knoglerne.
Hvis en metastase har svækket knoglen meget, vil knoglen have tendens til lettere at brække, måske uden at man har slået sig. Det kaldes en patologisk fraktur.
Hvad er symptomerne, når kroppen påvirkes af knoglemetastaser?
Knoglemetastaser kan sætte sig, så de påvirker forskellige af kroppens funktioner. Det giver forskellige symptomer:
- Påvirkning af nerverne i rygmarven
- For meget kalk i blodet
- Nedsat immunforsvar
- Blodmangel
- Blødninger
Påvirkning af nerverne i rygmarven (medullært tværsnitssyndrom)
Rygsmerter kan skyldes metastaser til knoglerne i ryggen (hvirvelsøjlen). Knoglemetastaser i hvirvelsøjlen kan vokse bagud og trykke på nerverne i rygmarven. Det kaldes medullært tværsnitssyndrom.
Symptomer på knoglemetastaser, der trykker på nerverne i rygmarven:
- Svære smerter i ryggen, der kan stråle ud i kroppen, til benene eller i armene
- Føleforstyrrelser
- Lammelser (hyppigst i benene)
- Manglende kontrol over vandladning og afføring
Lægerne foretager en MR-scanning eller en CT-scanning for at vurdere, om der er tale om knoglemetastaser, der trykker på nerverne i rygmarven (medullært tværsnitssyndrom).
Behandlingen er som regel operation og/eller strålebehandling.
Smerter i ryggen kan skyldes andet end knoglemetastaser, f.eks. muskelinfiltrationer (myoser) eller afkalkning af knoglerne (osteoporose).
For meget kalk i blodet (hyperkalcæmi)
Kræftceller producer stoffer, der nedbryder knoglerne. Det øger mængden af kalk (calcium) i blodet. Tilstanden kaldes hyperkalcæmi.
Symptomer på øgede mængder af kalk i blodet:
- Træthed
- Kvalme
- Forstoppelse, mavesmerter
- Tørst
- Forvirring
Lægen tager en blodprøve for at se, om der er tale om en øget mængde af kalk i blodet. Behandlingen er medicinsk bl.a. i form af væske og bisfosfonat, der binder kalken i knoglerne.
Blodmangel (mangel på røde blodlegemer)
I knoglemarven dannes også røde blodlegemer. Knoglemetastaser kan påvirke produktionen af røde blodlegemer.
Ved blodmangel (anæmi) er koncentrationen af hæmoglobin (jernholdigt stof i de røde blodlegemer) nedsat.
Symptomer på blodmangel:
- Træthed
- Svimmelhed
- Hjertebanken
- Åndenød
- Hovedpine
- Susen for ørerne
- Kuldskærhed
Nogle gange er det nødvendigt at få blod fra en donor for at få tilført røde blodlegemer (blodtransfusion).
Næseblod eller blødninger i huden (mangel på blodplader)
I knoglemarven dannes også blodplader. Knoglemetastaser kan påvirke produktionen af blodplader. Når antallet af blodplader er lavt, nedsættes blodets evne til at størkne.
Symptomer på for få blodplader i blodet:
- Blødninger i huden (blå mærker eller små blodudtrækninger i huden)
- Næseblod
- Tandkødet kan bløde ved tandbørstning
- Rifter kan bløde mere, end de plejer
Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at få transfusion med blodplader for at modvirke tendensen til blødning.
Gør en forskel for kræftsagen
Som medlem af Kræftens Bekæmpelse er du er med til at sikre banebrydende forskning, forebyggelsesindsatser og støtte til alle, der er berørt af kræft. Vi tilbyder forskellige typer medlemskab, så du kan støtte på den måde, der passer dig.
Bliv medlemVil du være frivillig?
Fantastiske events, politiske indsatser og støtte til mennesker berørt af kræft. Kræftens Bekæmpelses frivillige laver mange slags arbejde, men alle har de det til fælles, at de gør en forskel for kræftsagen.
Bliv frivillig